SeniorKAPOWs forårsprogram

SeniorKAPOWs forårsprogram

Mandag 2. februar får SeniorKAPOW besøg af Kristian Bonde-Nielsen, der er præst i Købnerkirken på Amager. Han vil berette om denne menigheds status som medlemskirke af BID, herunder især viljen til at inkludere ikke traditionelle baptist-efterkommere. Kristian vil også beskrive menighedens anvendelse af det såkaldte ”regnbueflag” ved menighedens møder og deltagelse i stævner.

– Som Ung i Menigheden vil autismefaglig konsulent Trine Holm fortælle om sit arbejde i menighed og dagligdag.

Det foregår i KORSKIRKEN, Herlev Hovedgade 42, 2730 Herlev, fra kl. 12.00 til ca. 14.30. Tilmelding skal ske skriftligt på liste i kirken eller digitalt på Facebook-opslag senest onsdag kl. 18.00 forud for mødet. Betaling sker ved MobilePay nr. 883169.

De følgende møder er:

  • Mandag 2. marts. Gospelinspirator Jesper Møller-Hansen, gift med Korskirkens præst Lone har påtaget sig opgaven at causere om ”Lone som kone” ud fra deres liv og færden og planer for fremtiden. Vi kan forvente at høre om præstens måde at lade op og ud på med andet end direkte kirkelige aktiviteter.
    – Som Ung i menigheden vil administrationschef Katrine Brixen Bojesen berette om sit liv og virke.
  • Mandag 13. april: Aktivisten Morten Hylleberg er kendt for sammen med sine nærmeste at have bygget et halmhus for få midler i genbrugs- og naturmaterialer og dermed bidraget til en bedre verden med hans bagved liggende tanker og ideer. Mortens plan for fremtidens verden vil udfordre og inspirere mødets deltagere.  
    – En repræsentant for Grøn Kirke vil fortælle om Korskirkens engagement i disse aktiviteter.
  • Tirsdag den 12. maj: SeniorKAPOWs sommerudflugt er planlagt til at besøge Sankt Bendts Kirke i Ringsted med efterfølgende frokost på lokal krostue. Endeligt program og oplysning om tilmelding vil fremkomme senere.